Sportunes - music for sports

So I'm 24 [for:ti]. How on earth is it possible that my son is 14? I was always good at math, so that can't be the problem, but I've always had a problem with biology. Got my worst grades ever in that subject. Still get nervous ticks when someone says "photosynthesis".

Now back to my story: Once upon a time on this long and winding road that is called my life, my mind decided to separate from my body. My mind had tried for years to tell my body not to let itself go, but it just wouldn't listen. The body loved it on the sofa, whereas the mind wanted to slip on a miniskirt, a pushup bra and a skimpy pink top and go dancing.
"No way I am wearing those 6inch heals," shouted the body.
"You're a boring fart," the mind hissed. And decided to split.

It wasn't one of those long and ugly divorces. It was quick and dirty, and based on irreparable differences and because I am sometime absentminded anyhow, my body barely noticed that my mind decided that it was not prepared for a lifetime commitment with a lazy slob. It simply moved out. Didn't even take anything with it. Left all the garbage that had been collected over the past 40 24 years for my body to deal with.

I will spare you the details of the depression phase right after the separation. The words "fat", "blown up" and "airbags", will give you a picture. (If you knew all the details, I would have to kill you anyway. And we don't want that.) But after a while my body felt lonely and started to look around. At first it saw nothing but unshapely flesh, but looking a bit farther, it noticed other people moving around. It saw people running. "Hooray," it thought. "I can do that". And started snail galopping around the neighborhood being careful not to squash innocent little children on its way. (Gosh, some kids are so small...)

At first the body had to learn to ignore nasty comments. "Hey, is that an elephant on the run?", or "Look at the size of her t...! Hey, lady, don't knock yourself out with those!" But after a while the movements were easier, and the body started to enjoy itself. It felt taller and fitter, and other runners didn't get their running distances doubled anymore, when they had to the pass on the running trail.

And one day the body and mind met again.
"Oh, dear," blushed the mind, "you look great!"
"Been doing a little bit of sport," said the body. "Wanna hook up again?"

Ok, ok, it took a bit longer than that. But they did get back together.
And have decided to live with each other happily ever after.
Amen to that!

Jeg er ikke nogen specielt god selv-motivator. Desværre. Det har givet sig udslag i mange områder af mit liv, også de, der vedrører sundhed. For eksempel resulterede det i en vægt, der toppede ved ca. 90 kg, da jeg var 20 år. Det var ikke særlig fedt (for nu at blive i den jargon) at se ud og føle sig som den (kæresteløse) Monsterkvinde Magda, når alle ens veninder er model-agtige sylfider med coole kærester. På et eller andet tidspunkt – absolut ubevidst og uden mål – lykkedes det mig at mosle mig ned under de 80 kg, og det var først efter fødslen af mit første barn, at jeg følte mig nogenlunde normalvægtig med ca. 74 kg fordelt på 174 cm. For et par år siden var jeg nede og vende på 66 kg – nøj, hvor det rykkede i mængden af komplimenter. Jeg labbede dem i mig, og jeg følte mig fantastisk. Desværre kunne jeg ikke motivere mig selv til at blive dernede, og så gled skalaen på vægten lige så stille over 70 kg igen. Øv. Nu er der temmelig langt imellem komplimenterne, selvom jeg har mange kilo op til Monsterkvinden.

Noget af det samme har gjort sig gældende i min “løbekarriere”. Jeg har altid dyrket meget sport, men løb var hade-aktivitet nr. 1.  Hvis jeg løb en tur, var det mest fordi, andre så ville synes, at jeg da var enormt aktiv. Når jeg mødte nogen på min vej, så fik tempoet lige en tak opad, for jeg skulle da se lidt frisk ud, og ikke ligne en, der var undervejs i sneglegalop. Resulatet var da også derefter. Jeg fik løbet en 3-4 gange – hver gang alt for hurtigt med alt for høj puls, synes det var super-hårdt, og holdt så op igen.

Hmmm – mærker vi et adfærdsmønster her? Det gik op for mig, at jeg opførte mig som hunden, der laver kunster for en småkage. Jeg er kvinden, der ændrer adfærd for at få ros.

Så er spørgsmålet, hvad nu hvis man bare ikke kan motivere sig selv? Hvad så, hvis det der motiverer allermest er andres anerkendelse? Betyder det så, at man er gået fuldstændigt galt et eller andet sted i sin barndom og har behov for psykologhjælp, motivationstræning, “find din indre styrke”-kurser og hvad ved jeg? I lang tid synes jeg, at der var alt for meget hype omkring personlig motivation. Hvis bare min adfærd var i orden, var det så ikke i virkeligheden lige meget, om jeg gjorde det for mig selv eller for at få andres anerkendelse?

Men som man jo bliver ældre, bliver man også nogle gange klogere, og på et eller andet tidspunkt gik det op for mig, at andres anerkendelse ikke er langtidsholdbar. Den er flygtig, og den kommer ikke altid, når man har behov for den. Og så er der ikke anden udvej end at prøve at kigge indad og prøve mærke sig selv. Det lyder måske meget enkelt, men for mig var det en svær øvelse. Jeg øver mig stadig. Hver eneste dag prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg kan motivere mig selv. Jeg bliver for eksempel motiveret til at løbetræne ved at deltage i E-Motion projektet (Læs mere om projektet her: http://www.itoi.dk/E-MOTION.php). Jeg bliver motiveret af at se kilometerne hobe sig i min løbedagbog. Og jeg bliver motiveret af den kropsfornemmelse, jeg har, når jeg har været ude at træne.